For nogle år siden deltog jeg i et europæisk netværk, som holdt to årlige møder. Et af møderne forgik i Zürich i Schweiz. Deltagerne i netværket fik en lille gave i mappen med mødepapirer, og i Zürich var det en af de berømte Schweizer-knive fra Victorinox. Knivene er vist oprindeligt blevet udviklet som en alt-mulig-kniv til det schweiziske millitær, men er derudover blevet brugt i vide kredse verden over. Det særlige ved en Victorinox-kniv er dens mangfoldighed af anvendelser, for der er mange ting, der kan foldes ud fra kniven: Proptrækker, skruetrækker, neglerenser, saks – og så selvfølgelig en lille lommekniv til f.eks. at skære folien af en flaske, inden man bruger knivens proptrækker.
Knive i Danmark
Der har været en del sager med knivstikkeri i Danmark de senere år – flere med dødelig udgang. Derfor har Folketinget skærpet den danske våbenlov – og det er vel i grunden ikke så galt? Jo, det er det blevet, for det viser sig med daglige eksempler, at de gode intentioner bliver til håbløse domme, hvor sagesløse håndværkere, fiskere, jægere og andre får
fængsel i op til syv dage, fordi de har glemt at fjerne et arbejdsredskab fra deres bil eller person. Fuldstændige bizarre eksempler, som umuligt kan have været en del af de intentioner, der ligger bag lovgivningen. Det kan ikke være optimalt for en betjent, der står med en opgave og sikkert godt kan se, at lige netop denne situation ikke er omfattet af den nye lov. Men det er også helt sikkert, at smutter der en arbejdskniv igennem nettet, så bliver der ballade. Medierne vil svælge i det og så er det måske mere sikkert bare at snuppe dem allesammen.
Hvorfor er det blevet sådan?
Det aktuelle eksempel med våbenloven står desværre ikke alene, for en folketingspolitiker med respekt for sig selv og sine vælgere, vil altid udtale sig meget konkret på et spørgsål fra en sensationshungrende journalist: “Er det ikke forkert, at alle bare kan gå rundt med knive?” – sådan lyder spørgsmålet måsle. Men vi får ikke spørgsmålet, når indslaget bliver bragt i medierne – vi får kun svarene. Undervejs er spørgsmålet blevet til, at mange politikere på Christiansborg er helt enige om, at nu skal der gøres noget – ved denne eller hin sag.
Enkeltsags-lovgivning
Våbenloven er ikke det eneste eksempel på lovgivning, der udspringer af enkeltsager, som får en stor plads i den offentlige mening. Det må også være svært, at stille sig op og svare journalisten med et “sku vi ikke tale om problemet i en større sammenhæng e.l.”, når der er bloddryppende eksempler, der trænger sig på. Men hvor ville det være befriende, hvis der bare en gang i mellem var en politiker eller to, der nægtede at ride med på en bølge af sensationsjournalistik.
Heldigvis er der da også saglige journalister, som f.eks. Lasse Jensen på P1.
Jeg venter på den politiker!




Kære Bente,
jeg har tilladt mig at lægge et link til din blog på forsiden af vores website http://www.danskeclubbasel.ch/ pga det du skriver om den strammede danske våbenlov. Hvis du ikke ønsker dette, så fjerner jeg linket med det samme.
med venlig hilsen
Willy Jensen
Webmaster i Den Danske Club Basel
Beklager, men det viser sig, at der er stemmer i enkeltsager,
og så kan det lange seje træk glemmes for en periode, for
problemerne løser sig ikke af sig selv.