Jeg undrer mig (igen) over at det først er når pressens skarpe og borende lys rettes mod et eller andet, at der sker noget! I øjeblikket ruller en kødskandale over det ganske land – kødet i visse butikker i Superbest-kæden er et problem: Hakket kød er for gammelt, og lammekød blandes med svinekød, men sælges som rent lammekød. Og senest i dag skriver flere netaviser, at nu er det også galt med fiskefarsen – igen står Superbest for skud.
Som mangeårig trofast kunde vil jeg også gerne høre Superbest’s mening og synspunkter om diverse kød- og fiskeskandaler. Jeg går derfor ind på deres hjemmeside, hvor der allerede ligger en mængde informationer om netop kødskandalen. Jeg vælger at se en film med direktøren. Så langt så godt!
Den sikkert velmenende direktør indleder med at fortælle, at Superbest altid har sat en ære i at levere friske og velbehandlede varer til kædens kunder – derfor var det naturligvis et chok, da pressens afsløringer blev kendt. Det der med at sætte en ære i noget – betyder det ikke, at der skal følges op ude i de lokale butikker? Eller er det sådan, at æren kun tages frem ved højtidelige eller pressede situationer?
I en af tv-aviserne var der et interview med unge slagte-lærlinge på Slagteriskolen i Roskilde. De var grundigt forargede over de ting, der åbenbart er foregået i slagterafdelingerne hos Superbest. Lærlingenes lærer blev også interviewet, og han kunne fortælle, at han i sin tid i en slagterafdeling selv havde været med til og set på, at datoer blev forfalskede, at fedtprocenter var højere end på deklarationen osv.
Vi skal jo ikke tage fejl: Superbest er sat i verden for at tjene penge til ejerne – der er ikke tale om en humanitær organisation, som deler mad ud til værdigt trængende! Derfor skal også økonomien – læs:salget – i et supermarkeds slagterafdeling give en fornuftig indtjening til butikken.
Men fra almindelige principper om indtjening og så til direkte forfalskninger – der ovenikøbet sætter forbrugernes liv og helbred på spil – bør der være meget stor afstand!
Jeg anerkender, at Superbest har reageret hurtigt og lagt mange relevante informationer ud på deres hjemmeside – til gavn for forvirrede og usikre forbrugere, og for pressen. Men jeg anerkender ikke, at der først bliver taget hånd om de problemer, som åbenbart har været almindelig kendt i branchen, når pressen tager fat på emnet!
Det er ikke ligefremt nemt at være forbruger efterhånden! Grøntsager sprøjtes for at holde sig og se lækre ud, kød bliver frisket op med saltvand eller bliver til hakket kød med falske deklarationer, og fiskefars sælges selvom den er på grænsen til det sundhedsfarlige.
Jeg vil tænke mig om en ekstra gang, før jeg igen køber kød i min lokale Superbest – jeg har ikke meget tillid tilbage, når hver dag bringer nye afsløringer!



Superbest censur på blog…
Super Pest
På forsiden af Superbest blog er der et blogindlæg fra den 23 november og et fra den 14 december. Men ups hvor blev der af blogindlægget fra den 3 december. Det forsvandt fra forsiden
Helt sletter er det dog ikke, og man kan læse blo……
[...] Superbest – kødskandalen [...]
Når nu det igennem mange år har vist sig, at mange supermarkeder ikke vil eller kan håndtere salget af fersk kød, så er den kun en ting der batter: FRATAG DEM RETTEN TIL AT HANDLE MED DISSE VARER.
Det er altså vores allesamens helbred, det handler om.
vh. Frede
2 muligheder for at ramme disse mangeårige kødsvindlere, som er ligeglade med vores helbred:
Intet færdighakket fars i kølediskene.
I de værste tilfælde: Fratages retten til at handle med fersk kød.