Jeg bryder mig overhovedet ikke om at købe tøj! Derfor begrænser jeg det til 1-2 gange om året – sommer og vinter. Desuden sætter jeg meget stor pris på god service – ikke bare når jeg skal købe tøj, men sådan i det hele taget. Hvornår er det egentlig at man tænker på god eller dårlig service? Tja, mon ikke, det er når man møder enten meget god service eller meget dårlig service.
Jeg har været ude for begge dele – desværre mest dårlig service. Der kan sikkert skrives meget om dårlig service, men jeg vil heller skrive om de gode oplevelser med god service. Hvis man gerne vil havde den gode og personlige service, så gælder det bl.a. om at vælge det rigtige tidspunkt til at shoppe. Kommer man midt i rush-hour, kan man næsten være sikker på manglende eller direkte dårlig service – der er simpelt hen for travlt i butikken. Næh, det gælder om at bruge f.eks. en kedelig mandag aften 45 minutter før butikken lukker. Så kan man være heldig at være den eneste kunde, og muligvis få en god og personlig service. Jeg har brugt dette lille kneb med held flere gange, og har fået netop den “omsorg” fra ekspedienten, jeg havde brug for.
Hvor er man dog tit blever efterladt i et prøverum med tøj i en forkert størrelse! Der står man så. i meget lidt tøj, mens man febrilsk forsøger at tiltrække sig ekspedientens opmærksomhed, så man kan få nye størrelser. Man stikker forsigtigt hovedet ud gennem forhænget, og forsøger at fange ekspedientens blik og opmærksomhed. Sådan går det heldigvis sjældent en mandag aften: Ekspedienten er ved at lægge tøj sammen på hylderne, såd et er klar til næste dag. Der er en kasse, der skal gøres op, men der er som regel tid til den personlige service. Den gode personlige service drejer sig for mig om en engageret ekspedient, der dels gerne vil sælge mig noget, dels også gerne vil sælge mig det “rigtige”. Det “rigtige” er for mig, tøj, der passer sammen, tøj, der passer til mig og min pengepung. Jeg vil også gerne udfordres, og få forslag om tøj eller sammensætninger, jeg ikke selv har fundet på. Den gode personlige ekspedient “ser muligheder i mig” – ikke alene salgsmuligheder, men muligheder for at jeg går tilfreds hjem.
Derfor vælger jeg at købe tøj – når det nu skal være – kort før lukketid, og hvis ekspedienten så er i moden alder, så får jeg som regel en god personlig service!



Place your comment
You must be logged in to post a comment.