Der er ca. 19 danske børn i Syrien. Tallet varierer, men det ligger i det lav, som man siger.

Mange af børnene har været i Syrien i årevis, og imens børnene lever under forfærdlige vilkår, diskuterer de danske politikere, hvorvidt de skal hjem eller ej.

Børnene er uskyldige børn, det er deres forældre, der bærer skylden for at de sidder i lejrene. Forældrene tog til Syrien for at kæmpe for ISIS e.l.

Siden fødte de danske kvinder børn, som så har levet i flygtningelejrene i Syrien.

De danske kvinder bliver betragtet som landsforræddere og statsministeren m.fl. har mere end en gang tydeligt sagt, de under ingen omstændigheder skal hjem til Danmark.

Statsministeren (som kalder sig børnenes minister) har også sagt, at børnene må blive, hvor de er og børnene skal ikke hjem til Danmark. Statsministeren forklarer, at når børnenes mødre besluttede at tage til Syrien og kæmpe, så må både mødre og børn blive der.

Det er noget af en holdning, at forældrenes handlinger, skal have så voldsomme konsekvenser for deres børn – og dette sagt af børnenes minister.

En statsminister, som ikke har problemer med at sætte antallet af tvangsfjernede børn op i Danmark, er tilsyneladende berøringsangst, når det gælder danske vanrøgtede børn i Syrien. Meget mærkeligt…

For mig er der kun en løsning her: Vi må og skal have de børn hjem så hurtigt som muligt. Børnene skal behandles for fysiske såvel som psykiske skader de har fået under deres liv i lejrene. De sociale myndigheder må finde egnede plejefamilier, så børnene kan få et liv, et tilnærmelsesvis godt liv i Danmark – på trods af de traumer, som de formentlig må leve med resten af livet.

Ingen tvivl om, at det bliver en enorm opgave, men nu må regeringen og alle de andre partier arbejde sammen om at få børnene hjem fra Syrien.

Og det kan ikke gå for hurtigt, statsminister!