Der har været folkeafstemning i Schweiz om minareter. I Schweiz kan tilsyneladende alle mulige – og umulige – emner bringes ud til hele folkets afgørelse. Således også, om det skal være tilladt, at der må bygges minareter til en moské. Jeg tænker: Hvornår er der sidst nogen, der har faret i flint over, at en kristen kirke har et kirketårn med klokker?
Det forekommer aldeles utroligt, at det kan komme dertil, at et sådant emne skal til folkeafstemning. og der har end ikke været tale om at der skulle kaldes til bøn fra minareterne – minareterne skal alene stå som symboler.
For mig at se, er folkeafstemningen i Schweiz en del af den stigende angst for “de fremmede”, som langsomt breder sig i Europa. Vi kender det desværre alt for godt herhjemme, hvor Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti hærger medierne og politikken.
Et interessant tankeeksperiment er, hvad der ville ske, hvis der kom en lignende debat lokalt i et sogn, hvor en ny kirke skal bygges. jeg forestiller mig, at der opstår en bevægelse, der nægter den lokale sognekirke at nygge et kirketårn til kirken, for det er et uacceptabelt symbol og passer slet ikke ind i det lokale landskab, eller den lokale kultur. Sikkert er mange, der bor klods op ad en lokal folkekirke, godt trætte af klokkeriet hver søndag formiddag – og på de andre tidspunkter, hvor klokkerne forkynder, at der foregår noget i kirken. Men derfra og til at forbyde opførelse af et klokketårn – der er forhåbentlig stadig et stykke vej!
Tilbage til alpelandet: Hvordan kan et land som Schweiz, der er neutralt og altid har holdt sig uden for små og store politiske konflikter pludselig sætte et forslag om minareter – eller ikke minareter til folkeafstemning? Hvor blev lige Henri Dunant og Røde kors-ånden af? I Geneve har mange af verdens store organisationer hovedkontor – det gælder forsekllige FN-organisationer og mange humanitære organisationer m.v. Disse organisationer har valgt Schweiz på grund af landet neutralitetspolitik – og sikkert også på grund af landets geografiske placering midt i Europa.
Hvorom alting er: Det er diskriminerende ud over alle grænser, at der ikke må bygges minareter i Schweiz – kunne være interessant om den næste folkeafstemning skal gælde klokketårn til katolske kirker!



Jeg er enige i dine betragtninger. Man kunne dog indvende, at folket er blevet spurgt i en demokratisk proces og det har talt. Så hvad er problemet egentligt? Når man i Danmark har haft folkeafstemninger om EU traktater, som jo er noget mere komplicerede at overskue konsekvenserne af, så burde en afstemning om minareter være en enkel ting at overskue. Problemet er vel, at resultatet ikke giver svar på, hvad folket egentlig har sagt nej til. I mange foreninger har man flertalsafgørelser ved afstemninger, og det ser ingen noget odiøst i. Heller ikke ved afstemninger i Folketinget. Hvorfor er det så problematisk ved folkeafstemninger? Nogle politiske område er heller ikke til folkeafstemninger,f.eks. finansloven. Man må konkludere, at mennesket ikke er et rationelt væsen.