Jeg er glad for at bo i et demokrati, og jeg mener, at vi her i Danmark nærmest har pligt til at bruge vores stemmeret – også til lokale og regionale valg. Jeg møder engageret op ved stemmeboksen, og følger diverse udsendelser og avis-skriverier under valgkampen. Men det er altså svært at bevare gejsten gang efter gang, når man så efter valget undrende iagttager politiske rævekager og løben-fra-aftalerne. Måske er jeg blevet for voldsomt påvirket af mange års ansættelse i det private erhvervsliv, men jeg er vant til, at har man skrevet under på en aftale, så binder det.
Jeg hører endnu om aftaler mellem virksomheder-leverandører eller samarbejdspartnere, der aftales med et forpligtende håndslag. Men sådan er det ikke i politik – hverken landspolitisk eller lokalt. Der indgås en underskrevet aftale mellem forskellige partier og deres kandidater om fordeling af posterne, og så er det vel i orden. Næh, det er det ikke: Samme nat falder det hele faldet på gulvet, for en af parterne har fået en mere profitabel aftale – eller en borgmesterpost – sammen med andre aftalepartnere. Vi har også set, at en politiker skifter parti på valgnatten, for at kunne få en bestemt post. I disse tilfælde ville jeg i den grad føle mig snydt og bedraget, hvis min stemme var faldet på den kandidat.På sidelinjen står jeg som almindelig borger, der har stemt, og tænker: Godt at man ikke har engageret sig i politik – det kræver tilsyneladende en meget aktiv indre og ydre svinehund at agere på den politiske platform. En øvelse jeg ikke føler passer til mig.
Samtidig undrer både politikerne på Christiansborg og lokalt ude i landet sig over, at der ikke er flere kandidater fra det private erhvervsliv! Måske de skulle kigge lidt indad, og ændre nogle indgroede vaner, hvis det altså er et reelt ønske at få kandidater fra andre steder end de offentlig forvaltninger. For mig er den politiske attraktion til at overse – dermed ikke sagt, at jeg ikke har en politisk ambitioin, men den ligger ikke i at kandidere.
Søren Kirkergaard skrev en lille tekst om “Først Guds Rige”, med følgende indledning: Kandidat From søger – ikke Guds Rige, nej, kandidat From søger embede…..denne tekst passer vist meget godt til andre end teologiske kandidater.
En kommentarer fra et bestyrelsesmedlem af Venstre i Helsingør, hvor Venstres borgmesterkandidat havde indgået en konstitueringsaftale med den konservative borgmester omfattende K,V, DF og en lokalliste, mens det andet af venstres byrådsmedlemmer blev borgmester ved at gå solo med en aftale med S, SF og Ø samt den nævnte lokalliste og med en bred fordeling af udvalgsposter.Stort set alle indrømmer, at denne konstituering har et langt bedre grundlag for et bredt samarbejde.
Men så er der tillidsbruddet. Og det er alvorligt, både overfor vælgerne, overfor venstres medlemmer og overfor den oprindelige aftales partier. Mange af medlemmerne af Venstre i Helsingør er med god grund endog meget vrede.
På den anden side – og det er min pointe – så møder meget få medlemmer op til generalforsamlinger, opstillingsmøder, medlemsmøder mv. Her kunne man have afæsket kandidaterne en garanti mod at springe i målet, men nej , man kom ikke op af sofaen. Sandheden er, at megen politik afgøres af uhyggeligt få mennesker i de politiske partier. Er det fordrende for demokratiet. Afgjort nej. Men man bliver nødt til at spørge de forargede,om de er medlem af et parti, og i givet fald, om de nogensinde er gået til et vælgermøde. Politik skabes i partierne i lange seje processer og slet ikke på gadehjørner under en valgkamp eller på 2 sekunder i en TV nyhedsudsendelse. Der er i Danmark ingen anden vej, hvis man vil have indflydelse.