Bentes borgerlige blog

Danske Kirkers Råd og foreningen Grøn Kirke foreslår, at der bliver ringet 350 gange med kirkeklokkerne i danske kirker, der vil holde gudstjeneste eller andagt søndag den 13. december kl. 15. Jeg citerer fra Grøn Kirkes hjemmeside:

“Atmosfæren har en tålegrænse for drivhusgasser så som CO2, og den skal respekteres, med mindre klimaet skal løbe løbsk. Den grænse går ved 350 ppm (”parts pr million” = antal molekyler pr. million). I førindustriel tid lå ppm-tallet langt under 350. I dag er det 387. Det tal skal ganske enkelt ned på 350 , hvis truslen skal afværges. Derfor har tallet 350 en oplagt symbolsk betydning som antallet af klokkeslag i den kirkelige markering af klimahåb, som kirkerne opfordres til at gennemføre.” Klokkeringningen skal samtidig symbolisere tre elementer: Alarm, håb og handling. Alarm for at gøre opmærksom på klimaproblemerne, som navnlig rammer den fattigste del af verden – som er mindst skyld i problemerne. Håb, fordi kristne bør samle sig til gudstjeneste i bøn og håb for verden. Handling, bøn om mod hos verdens ledere og den enkelte til at træffe de rigtige beslutninger, der medfører handling til gavn for klimaet.

Formanden for Folketingets Kirkeudvalg Britta Schall Holberg er ganske målløs over at kirken skal spændes for sådan en klimavogn. En provst i Gentofte skal tilbage til Danmarks Befrielse for at erindre, at kirkeklokker er blevet brugt til at markere sorg, jubel eller holdninger.

Og hvad så med os almindelige praktiserende medlemmer af Folkekirken – hvad skal vi mene? Jeg har den holdning, at der må være noget der bimler for henholdsvis Britta Schall Holberg og provsten i Gentofte. Den danske Folkekirke har altid været mangfoldig og med god plads til meninger og handlinger ud til alle kanterne. Men er det ikke på tide, at Folkekirken og den enkelte kirke markerer et engagement og et medansvar, og dermed også deltager i den verdensomspændende klokkeringning den 13. december? Husk lige på, at denne klokkeringning foregår i forbindelse med at der bliver holdt gudstjeneste eller andagt e.l., så det handler ikke om en hæmningsløs bimlen. Og der skal ringes en søndag – en helt almindelig søndag, hvor kirkerne alligevel kaldes til gudstjeneste. Desuden er klimaudfordringen ikke bare en fjern global ting, som supermagten USA sikkert klarer – klimaudfordringen er også dig og mig og vores hverdag. Det handler om verden, og det handler om næsten.

Her i 2009 er der naturligt et ekstra fokus på klimaet i vores hverdag, fordi COP15 skal holdes i København. Det er også ved at være sidste udkald for at få verdens ledere til at beslutte drastiske handlinger – for at stoppe klimaforandringerne. Derfor er det da helt naturligt, at vores kirker deltager på de præmisser, der er stillet op: Alarm, håb og handling. Disse tre er IKKE politiske manifestationer, som Britta Schall Holberg mener. Alarm, håb og handling er et medansvar og kirkefolkets ønske om at markere et højlydt engagement i verdens og klimaets gang.

Glædeligt er det, at to af de danske biskopper tager klimaet og kirkens engagement alvorligt! Som Peter Fischer-Møller – biskop i Roskilde – så velformuleret skriver det: Verden er Guds. Ansvaret er vores!

Jeg håber, at rigtig mange menighedsråd og præster beslutter at være med søndag den 13. december – så vi kan råbe hinanden op og markere engagement til fordel for klimaet!