Bentes borgerlige blog

Der sidder man så og ser frygtelige billeder af en blodig diktators formentlig sidste minutter – lige på og hårdt i fjernsyn og andre medier. Stærk kost, selvom vi er vant til lidt af hvert fra filmens verden. Meget anderledes, når den virkelige verden sådan helt uhæmmet trænger sig på med meget voldsomme billeder. Jeg så naturligvis både billeder og mobiltelefonoptagelserne, men har egentlig ikke deltaget i det kor af stemmer, der syntes, at billederne ikke skulle have været vist. Selvfølgelig er det ikke rart at se på, og det er bestemt ikke noget vi er vant til i den vestlige verden – vi bliver høfligt advaret om grusomme billeder på tv, så vi kan nå at zappe væk eller gå. Når vi får at vide, at nogen er død, så plejer vi at tro på det, fordi vores medier ikke er underlagt en diktators luner. Men netop på grund af medier, der ikke har været uafhængige i mands – eller Gaddafis – minde, så må det vel være sådan at billederne bliver vist. Det gælder også billederne af den døde diktator, som jeg gerne havde været foruden. Men jeg forestiller mig, at hvis man har levet under et diktatur de sidste 30-40 år, med medier, der altid kun har bragt diktatoren sandhed, så må der billeder til. Den almindelige borger må ved selvsyn konstatere at diktatoren nu virkelig også er død. Bizart er det – for at sige det mildt – men sikkert virkeligt og nærværende for lokalbefolkningen i Libyen. Jeg håber de får styr på deres nation, og finder en styreform, der passer dem.