Ja, og jeg har faktisk haft meget lidt lyst til at kommentere de verserende “sager” med Lene og Helle. Jeg kunne skrive mangt og meget om disse to sager og forløbene, men jeg har allerede kommenteret undervejs, så det må være nok med det: Jeg orker simpelthen ikke! Jeg synes Lene og Helle nærmest overgår hinanden i at være pinlige, og der har været skrevet spalte op og spalte ned – navnlig her i agurketiden. Det er godt at disse ting kommer frem og bliver formidlet til den undrende offentlighed, men nu er jeg altså træt – meget træt af Helle og Lene.

Så derfor har jeg brugt tiden til at overveje nyt design til denne blog – håber det kommer snart!

Måske jeg skal til at trække det tilbage, for gang på gang føler jeg trang til at sidde og råbe af en såkaldt nyhedsjournalist på DR eller TV2. Hvorfor nu det? Jo, læs videre her:I forbindelse med dronningens fødselsdag har flere yngre journalister spurgt folk på gaden, om ikke dronningen skulle gå af og overlade tronen til Frederik. De adspurgte har tænkt sig grundigt om, og alt efter alder, har de svaret ja eller nej. Er man ikke helt purung mere, og har man et minimum af viden om landets historie, så ved man, at danske regenter IKKE abdicerer på grund af alder. De bliver, til de bliver båret ud – sådan er det job. Der er ingen pensionsalder, selvom det sikkert kunne passe visse, at dronningen trak sig tilbage med malerpensel og balletsko til det sydfranske.

Hvor kommer sådant et decideret dumt spørgsmål fra? Jeg må gå ud fra, at hvis journalisten havde spurgt en ældre kollega, så ville spørgsmålet dø af sig selv, og den erfarne og vidende ældre kollega ville have øst af sin viden og skubbet det unge menneske i den rigtige retning.

Nu skal denne blog jo ikke udvikle sig til en halvgammel gnaven kvindes blog, men der må sågu være en blonde – tænk dog over de spørgsmål, der stilles og tjek lige om det har nogen relevans overhovedet!!!I samme kategori befinder følgende situation sig:Foran et nedbrændt hus/lejlighed/smadret bil e.l. står en borger, og den fantastisk følsomme og empatiske journalist spørger: “Hvordan føler du det? Hvordan har du det med at dit hus e.l. er brændt ned til grunden, og du har mistet alt hvad du ejer?” Her er det, at jeg begynder at råbe mod min tv-skærm, og mit blodtryk stiger hurtigt. Hvornår begynder journalisterne at stille fornuftige og relevante spørgsmål i slige situationer??? Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, hvordan det må være, at få så tåbeligt et spørgsmål stukket i hovedet, når man står der i en forfærdelig situation. Det eneste “rigtige” svar må være: “Ja, hvad synes du selv?”. Og måske ville det passe til en generation, der måske netop selv er vokset op med alt for mange “hvad synes du selv”-sætninger af forvirrede forældre.

Måske jeg er på vej til at danne min egen gruppe af halvgamle gnavne kvinder – er der nogen derude, der vil være med?

Jeg sidder tilbage med en tvivlsom smag i munden, for hvorfor er det lige, at den længe ventede undskyldning kommer nu? En oplagt grund er naturligvis, at de konservative rasler ned i meningsmålingerne, og har store problemer (igen) med at profilere deres parti i regeringssamarbejdet. En anden grund kan være, at hun måske har fået svært ved at komme igennem til andre udenrigsministre, som måske tvivler på, om hun gider prioritere møder med dem.Det er en kendt sag, at de færreste politikere kan klare sig uden gode rådgivere. Men gode rådgivere har brug for at blive lyttet til. Ikke bare lyttet til, men også brug for at deres råd bliver fulgt. Jeg misunder bestemt ikke Lene Espersens rådgivere!

Tilbage står, at jeg – og resten af offentligheden – nu afventer om Lene Espersen ændrer stil, og så må vi se om hun har format til at genvinde det tabte terræn – personligt og partipolitisk!

Jeg ville – måske – kunne forstå (men ikke acceptere)hvis den pågældende far var medlem af en “yderliggående” retning – politisk eller religiøs, som måske havde været ude i kriminalitet e.l. MEN: Denne far er aktivt medlem af et anerkendt trossamfund og ønsker derfor at tage sin datter med i kirke.

Jeg er selv aktivt medlem af Folkekirken. En folkekirke med mange forskellige retninger, som jeg ikke altid er enige med. Jeg vil til enhver tid kæmpe for deres ret til at ytre sig, og jeg vil samtidig have min grundlovssikrede ret til at bekæmpe deres meninger – hvis jeg vælger det. Det samme gælder alle de andre forskellige trossamfund i Danmark.

Der er vel ikke nogen, der kan være uenig i, at opdragelse især handler om påvirkning. Påvirkning fra barnets nærmeste = forældrene. Opdragelse handler bl.a. om at sætte barnet i stand til at være en del af det omgivende samfund, at kunne være sammen med andre og leve sit liv som et ansvarligt og bevidst medlem af et demokratisk samfund som det danske.

Jeg er ikke bekendt med at hverken Pinsekirken – eller andre anerkendte trossamfund for den sags skyld – “opdrager” til samfundsomvæltning eller andet, der går imod det danske demokrati. Det forekommer derfor grundløst, at en far bliver nægtet samvær med sin datter, fordi han er aktivt medlem af Pinsekirken. Jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det samme ville være tilfældet, hvis faren var aktivt medlem af den danske folkekirke?

På trods af tidens og mediernes store fokus på det enkelte menneske, og den enkeltes mulighed for selvprofilering og selvpromovering, så er det altså alligevel ikke tilladt at have selvstændige standpunkter, eller – i dette tilfælde – en religiøs overbevisning, som tilmed praktiseres ved noget så suspekt som kirkegang!

Der er desværre stadigvæk en opfattelse, i store dele af den danske befolkning, af, at religiøsitet er noget man dyrker ved fødsel, bryllup og død – og ellers ikke. Mange ved meget lidt om den kristendom de, via deres medlemskab af den danske evangeliske lutherske kirke, bekender sig til. Det er nok den allerstørste udfordring for alle os, der er aktive medlemmer af den danske folkekirke: at “vænne” vores meddanskere til at tale om religion og kristendom i hverdagen.

Måske kan en far fra Pinsekirken så få lov til at være sammen med sin datter!

Not good! En storm af protester haglede ned over det biskoppelige hoved. Tydeligvis havde han ikke søgt råd hos hverken spindoktorer eller medierådgivere, så han fremturede endnu en gang: Der var ingen grund til at gøre noget, for der var jo ingen anmeldelser osv. Mere mediestorm, og så en stor artikel i Berlingske Tidende, hvor et offer stod frem (anonymt)og beskrev hvad der var sket ham, og de konsekvenser det havde haft for hans liv.

Så gik journalisterne ellers i kødet på den gode biskop, og han fik kam til sit hår. Siden fik den katolske kirke i Danmark en talsmand – Niels Engelbrecht – og endnu mere siden blev der nedsat en undersøgelsesmyndighed med indtil flere advokater. Og vi får næsten daglig nye beretninger fra ofre, der står frem og fortæller, hvad de har været udsat for. Den undrende offentlighed har også iagttaget en katolsk præst, der føler sig jaget af medierne, og derfor står frem og fortæller, at det hele er en misforståelse, og han er i hvert fald helt uskyldig.

Kan hænde han er det. Uskyldig indtil det modsatte evt. er bevist – men det kræver altså en undersøgelse, og det er gode folk nu i gang med, omsider!

Jeg spørger mig selv, hvorfor har den katolske kirke i Danmark ikke et presseberedskab? Det er jo ikke sager, der pludselige er opstået? Jo, måske i Danmark, men de sidste mange år er der verseret store og medieovervågede sager i den verdensomspændende katolske kirke. Der har således været rig lejlighed til at sætte sig ned og diskutere, hvordan man evt. skulle forholde sig, hvis der var sager i Danmark. Biskoppen har formentlig vidst noget, for han har et hemmeligt arkiv, som tilsyneladende går i arv fra biskop til biskop.

Det har ikke været nemt for den katolske biskop i Danmark at være i mediernes søgelys. Han forekommer meget uvant med at skulle forklare og forsvare sig og kirken, hvilket jeg må sige, virker en anelse amatøragtigt. Måske fordi han ikke har været ude i en valgkamp for at vinde bispeembedet? Måske fordi mange “daglige” spørgsmål i virkeligheden besvares og løses fra moderkirken i Vatikanet?

Jeg er aktiv lutheraner og økumenisk indstillet med hidtil stor respekt for bl.a. den katolske tro. Det falder mig dog i disse tider uhyre svært at bevare respekten for organisationen den katolske kirke i Danmark i disse tider, hvor hver dag bringer nye afsløringer, som kirken tilsyneladende har forsøgt at skjule.

Jeg håber, at den katolske kirke i Danmark – biskop, præster og organisationen – åbner sine hemmelige arkiver, får sandheden frem, og overgiver sagerne til rette myndighed!

Det kan blive svært – meget svært – at være uenig med Dansk Folkeparti i denne sag. Hvor gerne jeg end ville, og hvor meget det mig end byder imod – igen – at være enig med Dansk Folkeparti!

Jeg har tidligere skrevet om statsministerens behov for at demonstrere fader-følelse og parathed til at holde fri ved børns sygdom. Nu gælder det tilsyneladende også Udenrigsminsteren, at hun prioriterer familiens ferie i det sydlige, i stedet for at deltage i møde med andre udenrigsministre.

Jeg må – desværre – give Dansk Folkeparti ret! Det er IKKE rettidig omhu sådan at fravælge det arbejde, der venter en stats- eller en udenrigsminister. Her kan det ikke nytte noget med egne interesser: Statsministeren og Udenrigsministeren er valgte til at repræsentere Danmark – og deres respektive politiske partier – bedst muligt. Så må de to altså skubbe familien lidt i baggrunden i den periode, de varetager deres ministerjobs! At være minister, er ikke et 8-16 job. Det er et 24-7 job, hvor ministeren er tilgængelig alle ugens dage, og alle ugens timer – sådan er det!

Ærgerligt, at det skal være Dansk Folkeparti, der råber vagt i gevær og skælder ud! Det havde klædt både Statsministeren og Udenrigsministeren, hvis de selv havde styr på deres roller – og ikke skulle mindes om det af regeringens støtteparti.

Men – desværre – hatten af for Dansk Folkeparti! – Denne gang!

Men nu er de altså efter ham igen – kreditorerne. Tænk en gang, der gik han og troede, at hvis der bare gik tilstrækkelig mange år, så var han pludselig gældfri, og bankerne ville glemme alt om de penge, han skylder dem. Undskyld, hvor naiv er han? Tror han virkelig at gæld forsvinder ad åre? Det virker som endnu et stunt fra Klaus Riskær, hvor han forsøger at få medhold og medlidenhed fra den undrende offentlighed, der først lader sig besnære af den fallerede matadors tilsyneladende genkomst på den finansielle scene, og siden med dyb undren iagttager processen.

Men det skal han have den gode hr. Riskær: Han kan stadig komme i medierne, og han forstår at profilere sig som den gode familiefar, der gerne vil skabe trygge rammer for familien. Samtidig trækker han medfølelses-kortet: Hvor mange år skal man egentlig forfølges af grådige kreditorer, når nu man er i gang med at tage sin straf og har mistet alt – næsten?

Jeg håber at kreditorerne slår koldt vand i blodet, og gør deres arbejde professionelt, og inddriver den gæld de har til gode hos Klaus Riskær. Jeg ser ingen grund til at han skal have særbehandling – bare fordi, der er gået et antal år.

Jeg havde også problemer med de medvirkendes sangtalenter – jeg kunne ikke høre, at de kunne synge.

Nu – i dag den 12. februar – er der så blevet valgt 9 deltagere ud, og de er hver især blevet trænet m.m. af de tre dommere, og deres teams. Jeg må indrømme, at de alle kan synge, og de gør det faktisk ualmindeligt godt – jeg er glad for at jeg ikke skal stemme om, hvem der skal ud og hvem, der skal videre til næste fredag.

Kunne have været skægt, at være en flue på væggen under arbejdet med de ni deltagere. Jeg må tage hatten af for de tre dommere, og deres åbenbare faglige kompetencer. Der er virkelig sket ganske meget med deltagerne. de har tydeligvis fået lært at synge, de har fået selvtillid, og en begynde koreografi, der kan bære på en scene.

Og det er jo netop det, det hele drejer sig om: Nye talenter skal trænes, så de ikke bare får bedre styr på stemmen, men også en begyndende psykisk og fysisk forståelse for, hvad en sceneoptræden kræver. Det er på grænsen til det imponerende!

Jeg vil overveje, at se X-Factor de følgende fredage – og bevare min kritiske sans!

Det kan jeg faktisk godt forstå – at jeg så synes ferien med familien er uendelig ligegyldig, er en anden ting. Men jeg har længe tænkt, at det snart var på tide, at Lars Løkke Rasmussen trådte i karakter – både som landets statsminister og som leder af en samarbejds-regering. At træde i karakter som landets statsminister betyder for mig, at han skal vise handelkraft, politisk mod og evne til at sætte en dagsorden – både på Christiansborg og ude i regioner og kommuner. Det er ikke ligegyldigt hvilken dagsorden, der sættes: Der skal være viden om de forhold befolkningen interesserer sig for, og statsministeren skal samtidig evne at sætte en dagsorden, der handler om de nationale problemer – i det daglige og på sigt. Kort sagt: Jeg savner perspektiv og visioner hos Lars Løkke Rasmussen!

Dertil kommer, at han åbenbart hellere ville spille kortet “jeg er far, og er også i det nære miljø hos børnene”, i stedet for et vigtigt møde med de udenlandske ambassadører. Jeg ville have troet, at forgængerens lemfældige omgang med ambassadørmøder, havde sat sig markante spor – om ikke hos Lars Løkke Rasmussen selv, så dog hos hans nærmeste rådgivere. I Danmark har vi jo et embedsværk, der IKKE skiftes ud med de skiftende regeringer, men netop sikrer kontinuitet og erfaring i de forskellige ministerier.

Fint nok, at en dansk statsminister kan ønske at benytte sig af de muligheder andre fædre har for barns første sygedag, omsorgsdage osv. MEN! Der er altså forskel på at være lønmodtager i det offentlige, eller en virksomhed, og så på at være landets statsminister. Jeg forventer, at Danmarks statsminister er på 24-7, og varetager de opgaver han er sat til at løse. Han har iagttaget adskillige statsministre i de mange år, han har siddet i folketinget, så arbejdsbyrden kan ikke være kommet som en overraskelse for ham.

Hvis vi nu tænker, at han skulle være far igen. Ville han så have fædreorlov i tre måneder??? Jeg er lidt ked af at måtte være så kategorisk, for jeg er faktisk gammel rødstrømpe. Men der ER altså forskel på at være statsminister og så f.eks. almindeligt medlem af Folketinget.

Jeg håber, at Lars Løkke Rasmussen snart træder i karakter som den handlekraftige og visionære statsminister, han sikkert stræber efter at være. Der er andre meget vigtige politiske emner end folkeskolen på den danske samfundsdagsorden!

Skal vi forbrugere undgå at købe kød, der ligner bøffer eller andet skært kød,så skal vi nærlæse deklarationen og vide, hvad ordet thrombin dækker over.

Spændende bliver det også om vi så skal betale “bøf-priser” for kødrester, der ligner bøffer!

COOP’s kvalitetschef citeres i Berlingske Tidende for et høringssvar til Folketinget:
- Det er et skråplan. Hvis man har kødrester tilovers ved udskæringer, bør det bruges som i dag til for eksempel pølser eller hakket kød. Men fersk kød bør generelt være helt fri for tilsætningsstoffer, uanset om de er skadelige eller ej, siger Karen Frøidt, kvalitetschef hos Coop Danmark.

Vi forbrugere må sige et højt og tydeligt NEJ til kødklister i vores kød!

Giv din utilfredshed mæle i denne Facebook-gruppe:

Thrombin – jeg vil ikke have kødlim i min mad