Kristeligt Dagblad skriver en historie om en far, der er nægtet samvær med sin datter, fordi han tager hende med i kirke: Pinsekirken. Det er da lidt af en nyhed! Nu skal statsamtet til at blande sig i fædrers og mødres religiøse tilhørsforhold, og om det evt. kan “skade” det barn, som pågældende har fået samværsret med.
Jeg ville – måske – kunne forstå (men ikke acceptere)hvis den pågældende far var medlem af en “yderliggående” retning – politisk eller religiøs, som måske havde været ude i kriminalitet e.l. MEN: Denne far er aktivt medlem af et anerkendt trossamfund og ønsker derfor at tage sin datter med i kirke.
Jeg er selv aktivt medlem af Folkekirken. En folkekirke med mange forskellige retninger, som jeg ikke altid er enige med. Jeg vil til enhver tid kæmpe for deres ret til at ytre sig, og jeg vil samtidig have min grundlovssikrede ret til at bekæmpe deres meninger – hvis jeg vælger det. Det samme gælder alle de andre forskellige trossamfund i Danmark.
Der er vel ikke nogen, der kan være uenig i, at opdragelse især handler om påvirkning. Påvirkning fra barnets nærmeste = forældrene. Opdragelse handler bl.a. om at sætte barnet i stand til at være en del af det omgivende samfund, at kunne være sammen med andre og leve sit liv som et ansvarligt og bevidst medlem af et demokratisk samfund som det danske.
Jeg er ikke bekendt med at hverken Pinsekirken – eller andre anerkendte trossamfund for den sags skyld – “opdrager” til samfundsomvæltning eller andet, der går imod det danske demokrati. Det forekommer derfor grundløst, at en far bliver nægtet samvær med sin datter, fordi han er aktivt medlem af Pinsekirken. Jeg kan ikke lade være med at fundere over, om det samme ville være tilfældet, hvis faren var aktivt medlem af den danske folkekirke?
På trods af tidens og mediernes store fokus på det enkelte menneske, og den enkeltes mulighed for selvprofilering og selvpromovering, så er det altså alligevel ikke tilladt at have selvstændige standpunkter, eller – i dette tilfælde – en religiøs overbevisning, som tilmed praktiseres ved noget så suspekt som kirkegang!
Der er desværre stadigvæk en opfattelse, i store dele af den danske befolkning, af, at religiøsitet er noget man dyrker ved fødsel, bryllup og død – og ellers ikke. Mange ved meget lidt om den kristendom de, via deres medlemskab af den danske evangeliske lutherske kirke, bekender sig til. Det er nok den allerstørste udfordring for alle os, der er aktive medlemmer af den danske folkekirke: at “vænne” vores meddanskere til at tale om religion og kristendom i hverdagen.
Måske kan en far fra Pinsekirken så få lov til at være sammen med sin datter!
Gad vide om Statsforvaltningen Syddanmark havde turdet hvis manden havde være muslim.