Det lå faktisk ikke i kortene, men forleden dag var jeg ganske enig med Margrethe Vestager fra de Radikale. Jeg var så enig med hende, at jeg nærmest sad og jublede over hendes forstandighed.
Hvem skulle nu have troet det? Nå, men det var nyheden og den frådende politiske debat om de fædrefri møder, på en Københavnsk skole, der fik Margrethe (og mig) på banen.
Flere andre top-politikere var meget vrede på demokratiets og kønsrollernes vegne. De brugte ord som diskrimenerende, reaktionær kvindeopfattelse og mangel på integration. Ingen var uenig, alle var enige om at kritisere det forfærdelige, der skulle ske den aften på Holberg-skolen.
Alle? Nej, pludselig toner Margrethe Vestager frem på skærmen, og jeg forbereder mig på nok en forarget salut om at kende den danske tradition osv. Men nej! Jeg retter mig i sofaen, for hvad hører jeg? Margrethe forsvarer skolen, forsøger at dæmpe de ophidsede gemytter, og bliver mere og mere fornuftig efterhånden som interviewet skrider frem!
Margrethe mener, at nu skal medierne og politikerne tage dette her med et gran salt, vise beherskelse og se det hele i det rigtige perspektiv. Herregud – siger hun næsten – det er bare en skole, der holder en café-aften for de mødre, der ellers ikke vil komme til møder på skolen. Skolen har gode erfaringer med sådanne møder – derfor. Margrethe mener videre, hele den medieopmærksomhed er en storm i et glas vand, og at medierne skal se “sagen” i de rette proportioner. Det samme mener Margrethe om sin politiker-kolleger.
Godt gået Margrethe! Endelig en fornuftig røst, der tør tale medierne midt i mod, og som står fast ved sit standpunkt. Der kom næsten et vingesus i min – et sus fra de radikale fædre!
Hvis du fortsætter sådan Margrethe, så kan det være, at jeg alligevel går hen og stemmer næste gang!



[...] Læs mere … Post Published: 10 februar 2010 Author: admin Found in section: Uncategorized [...]