30 sepEfterløn – nej tak!

For en del år siden fik jeg et brev fra min a-kasse:Hvis jeg ville udnytte muligheden for at få på efterløn, skulle jeg indsende en blanket og efterfølgende betale ekstra penge hver måned, for at være sikker på at kunne gå på efterløn. Jeg sendte ikke blanketten, for jeg er imod efterløn i dens nuværende form. Eller rettere: Jeg er imod det efterlønnen har udviklet sig til. I sin tid blev efterlønnen indført så mennesker, der var blevet slidt op i deres arbejdsliv, kunne gå på efterløn og få tålelige økonomiske forhold mens de ventede på folkepensionen. Så lang så godt!

Desværre har efterlønnen udviklet sig sådan, at det nærmest er blevet en borger-ret, at gå på “pension” som 60-årig. Jeg har ingen problemer med at mennesker, der virkelig er nedslidte, kan bruge efterlønnen som en mulighed. Men jeg har svært ved at forstå det fornuftige i at mennesker, der ikke er nedslidte, skal på efterløn - og dermed bruge efterlønnen som en tidlig pensionering.

I disse år begynder de store efterkrigsårgange så småt at gå på pension, og de afløses af alt for små ungdomsårgange. Hvem skal så betale pension m.m. for pensionisterne? Jeg ved godt, at efterlønsproblematikken er ganske kompliceret, men er det ikke sagen i al sin enkelhed, at vi som samfund har brug for at alle yder deres – til de går på pension? Det er ovenikøbet blevet sådan, at pensionering nu ikke automatisk udløses ved 65-års alderen, men kan skydes til man bliver 70 år. Der er brug for alle hænder og alle skattekronerne!

Villy Søvndal og efterlønnen
Efterlønnen er lige blevet højaktuel igen i går, da Villy Søvndal fik talt over sig til Dagbladet Børsen: Han var villig til at tale om efterlønnen og en evt. regulering – lå en afskaffelse ikke imellem linjerne? Men onkel Villy havde vist lige glemt, at han nu er blevet forlovet med Socialdemokraterne. Mon ikke hans nye veninde Helle Thorning-Schmidt ringede temmelig hurtigt? Hun har formentlig talt med meget store bogstaver, og erindret ham om deres nye alliance med sloganet “Fair Forandring” – tryghed om skat og velfærd. Det kunne nok være at Villy S. blev banket på plads, og allerede senere i går trak han sine ord tilbage – næææh, det var slet ikke noget med at kigge på en afskaffelse af efterlønnen.

Det lød ellers så lovende, og som om SF’s formand godt kunne se problemerne med efterlønnen, men det holdt desværre kun kort – denne nye opfattelse. Ærgerligt for det danske samfund, for det var næsten lige før, at der blev en mulighed for endelig at gøre noget radikalt ved efterlønnen.

PS: Er nogen i tvivl, så skal der naturligvis være mulighed for at gå på efterløn, hvis man er fysisk eller psykisk nedslidt efter et langt arbejdsliv.

No comments

Place your comment

You must be logged in to post a comment.