Bentes blog

Vi har altid sagt i vores lille familie, at der ikke findes dumme mennesker. Der findes mennesker – og ind i mellem er det en selv – der opfører sig dumt, eller siger noget dumt. Men der er ikke nogen, der er dumme.

Måske jeg skal til at trække det tilbage, for gang på gang føler jeg trang til at sidde og råbe af en såkaldt nyhedsjournalist på DR eller TV2. Hvorfor nu det? Jo, læs videre her:I forbindelse med dronningens fødselsdag har flere yngre journalister spurgt folk på gaden, om ikke dronningen skulle gå af og overlade tronen til Frederik. De adspurgte har tænkt sig grundigt om, og alt efter alder, har de svaret ja eller nej. Er man ikke helt purung mere, og har man et minimum af viden om landets historie, så ved man, at danske regenter IKKE abdicerer på grund af alder. De bliver, til de bliver båret ud – sådan er det job. Der er ingen pensionsalder, selvom det sikkert kunne passe visse, at dronningen trak sig tilbage med malerpensel og balletsko til det sydfranske.

Hvor kommer sådant et decideret dumt spørgsmål fra? Jeg må gå ud fra, at hvis journalisten havde spurgt en ældre kollega, så ville spørgsmålet dø af sig selv, og den erfarne og vidende ældre kollega ville have øst af sin viden og skubbet det unge menneske i den rigtige retning.

Nu skal denne blog jo ikke udvikle sig til en halvgammel gnaven kvindes blog, men der må sågu være en blonde – tænk dog over de spørgsmål, der stilles og tjek lige om det har nogen relevans overhovedet!!!I samme kategori befinder følgende situation sig:Foran et nedbrændt hus/lejlighed/smadret bil e.l. står en borger, og den fantastisk følsomme og empatiske journalist spørger: “Hvordan føler du det? Hvordan har du det med at dit hus e.l. er brændt ned til grunden, og du har mistet alt hvad du ejer?” Her er det, at jeg begynder at råbe mod min tv-skærm, og mit blodtryk stiger hurtigt. Hvornår begynder journalisterne at stille fornuftige og relevante spørgsmål i slige situationer??? Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, hvordan det må være, at få så tåbeligt et spørgsmål stukket i hovedet, når man står der i en forfærdelig situation. Det eneste “rigtige” svar må være: “Ja, hvad synes du selv?”. Og måske ville det passe til en generation, der måske netop selv er vokset op med alt for mange “hvad synes du selv”-sætninger af forvirrede forældre.

Måske jeg er på vej til at danne min egen gruppe af halvgamle gnavne kvinder – er der nogen derude, der vil være med?