Så gik Lene Espersen af som formand og leder af de konservative. Som vi har set før – med Jens Otto Krag i 1972 – så var lettelsen over at have sluppet ansvaret stor. Det var vist tydeligt for tv.seerne, at Lene Espersen ydede en af sine bedste tv-præstationer. Der var ikke tegn på tårer i øjenkrogen, der var ikke bæven i stemmen – tværtimod talte hun sig varm og engageret i den konservative sag.
Om det så var med rettidig omhu kan diskuteres. Måske det var et halvt år for sent, for de konservative står til et valgnederlag af historiske dimensioner – hvis der altså var valg her og nu. Mon ikke en klog statsminister lige tøver en kende, så et af støttepartierne får mulighed for at komme lidt op i meningsmålingerne? Uanset hvad man ellers mener, så vil et næsten udryddet konservativt parti give mere vind i sejlene til f.eks. Dansk Folkeparti. Og selv en borgerlig-liberal statsminister kan vel ønske at blive endnu mere afhængig af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti.
Men er det så Lene Espersen, der helt selv tog beslutningen om at gå af som partileder? Der ringer altid små klokke i mit hoved, når medierne helt spontant begynder at ringe landet rundt for at høre hvad de lokale partiformænd nu mener – navnlig når det drejer sig om personspørgsmål: Er det i virkeligheden medierne, der er med til at fremprovokere en stemning af “et flertal af lokale partiformænd er imod” et eller andet emne. Ville den samme holdning have fået de samme konsekvenser uden mediernes mellemkomst?
Og ikke alene medierne har formentlig spillet en afgørende rolle i Lene Espersens afgang: Partifællerne har heller ikke holdt sig tilbage – både direkte og anonymt. Er det i virkeligheden et kup, vi har været vidner til? Er det den særlige danske mentalitet, der gør, at det tilsyneladende er særligt attraktivt at starte en bevægelse og en mediestorm, når hovedpersonen ikke er i landet?
Under alle omstændigheder: Lene Espersen er (omsider) trådt tilbage som konservativ leder og hun er nu afløst af Lars Barfoed. Vi har til gode, at se om han kan løfte de konservative, så de kan få tilstrækkelig med mandater til at få indflydelse på dansk politik – også efter et folketingsvalg.
