Selvom det er en del år siden mine børn gik i folkeskolen, så har vi alle en forpligtelse til at følge med i, hvad der sker på området. Folkeskolen er der, hvor vores børn skal modtage undervisning i faktisk viden. Men folkeskolen skal også yde undervisning i alle de andre fag og færdigheder, der er nødvendige for at børnene bliver hele mennesker og gode samfundsborgere. Folkeskolen har ikke hele ansvaret – skolen skal supplerer forældrenes opdragelse af børnene. Derfor følger jeg lidt med – nogen gange mere i dybden end andre gange.
Nu er der lige kommet en ny PISA-undersøgelse, der bl.a. viser at det danske niveau er det dårligste i Norden. Så følger en ophidset debat i alle medier: Der skrives alvorlige ledere i dagbladene, der holdes omfattende debatter på de forskellige tv-kanaler, og der diskuteres livligt mellem voksne og børn.
Måske jeg ikke kender det eksakte lovgrundlag for folkeskolen, men hvornår får vi den helt afgørende debat om de fundamentale principper vi ønsker for vores folkeskole i Danmark? Endnu en gang drejer debatten sig om enkeltsager (PISA-undersøgelsen), og ikke om, hvad det egentlig er vi vil – som samfund og forældre – med den folkeskole alle har en mening om: Vi har alle gået i folkeskolen, og vi har alle en mening – baseret på egne og vores børns erfaringer.
Sådan som jeg husker mine egne børns tid i folkeskolen, så var der næsten hvert år nye bekendtgørelser, nye arbejdsformer for lærerne og ny debat om enkeltstående detaljer om fag, motion, musik osv. Jeg havde – og har stadig – min mening om det altsammen, men jeg tænker også, at det må være pokkers frustrerende for de lærere, der skal undervise, at grundlaget hele tiden skifter.
Vi husker alle mindst en god lærer fra egen folkeskoletid: En lærer, der var engageret og som overførte sit eget engagement til ellers skoletrætte børn. Den skoletrætte lærer gør det samme – overfører sin egen træthed til eleverne.
Lad os nu få en grundig basal debat om folkeskolen, lad os få revideret lovgrundlaget, og lad så lærerne, skolen og børnene få fred i lang tid til at koncentrere sig – i fred!


