Bentes borgerlige blog

TV2 har haft et skjult kamera med i bl.a Grimhøjmoskeen. Det var ikke opløftende, at se og høre en imam give råd om stening, flerkoneri og ægteskabelig underkastelse. Udsendelserne har medført en heftig debat i de danske medier, og blandt mange politikere. Integrationsminister Inger Støjberg er blevet citeret for at Grimhøjmoskeen skal jævnes med jorden. Jeg synes overhovedet ikke om imamens udtalelser – eller det, de andre imamer har sagt i udsendelserne – men jeg har svært ved at acceptere, at en dansk minister åbenbart har problemer med at forstå. hvad et demokrati, som det danske indebærer: Nej, Inger Støjberg – vi jævner ikke andre trosretningers bygninger med jorden, fordi vi ikke er enige med deres forkyndelse! Er der udtalelser, der f.eks. falder ind under straffelovens bestemmelser, så skal de pågældende politianmeldes. Det er helt urimeligt, at en dansk minister opfører sig på den måde, og det afsporer debatten. Derudover er der stærke røster, der kræver en imam-uddannelse, så de muslimske imamer kan lære om det danske samfund m.m. Måske er det en god ide, det kan jeg ikke lige overskue. Kigger man på listen over anerkendte trossamfund på Kirkeministeriet hjemmeside, så er der formentlig mange andre trossamfund, hvis præster så også skal på skolebænken. Jeg er sikker på, at tog TV2 ud med skjult kamera hos flere af de anerkendte trossamfund, så ville forargelsen være på samme niveau, som med imamen fra Grimhøj. Flere “kristne” trossamfund er præcis lige så skrifttro, som imamen fra moskeen, og tror, at Bibelen nærmest er dikteret af Gud, og at alt skal overholdes. Men det er der ikke interesse for hos medierne. Jeg græmmer mig over en – i mine øjne – udemokratisk minister, der ikke overholder de demokratiske spilleregler – hvordan kan hun forlange, at andre skal overholde regler hun tydeligvis ikke selv overholder eller ønsker at formidle? Inger Støjberg – og naturligvis imamerne – mangler god gammeldags ordentlighed!

Jeg har altid forsøgt at leve “ordentligt”. Det er ikke altid lykkedes, men for mig, er ordentlig et ord, der både gælder i ens private liv og i det offentlige liv. Derfor glædede det mig, at den konservative leder, Søren Pape Poulsen, fik sat dette lille vigtige ord på den politiske dagsorden. Tak for det Søren Pape Poulsen! Jeg har forsøgt at følge med i ugens begivenheder, og her søndag sidder jeg tilbage med blandede følelser: Glæde over at de konservative stod fast, undren over en statsminister, der truede med folketingsvalg, og tilfredshed med at en minister omsider besluttede at gå. Det er sådan i det danske folkestyre, at en minister, som møder mistillid i Folketinget – og det må man sige, at Eva Kjer Hansen gjorde – ikke kan blive siddende som minister. Det tog så nogle dage at nærlæse for både minister og statsminister, men det lykkedes da til sidst. Mange kommentatorer har fortalt, at Lars Løkke Rasmussen er en snu politisk strateg og taktiker. At han også er en bølle, fik vi for alvor at se i denne uge: Ud af det (Venstre) blå truer han med et valg, når et borgerlig støtteparti kommer med seriøse politiske indvendinger. Måske Lars Løkke Rasmussen har været for meget sammen med Liberal Alliance, som jo hele tiden truer med at trække sig fra regeringsamarbejdet? Uanset hvad, så er det – i mine øjne – bøllemanerer og særdeles arrogant. Det viste sig da også, at Lars Løkke Rasmussens trusler ikke var andet en varm luft, så nu står han tilbage som en svækket statsminister efter en kaotisk stormfuld politisk uge. Og så undrer nogen sig over, at så få har lyst til at gå ind i politik! Jeg gør ikke, men overvejer, om jeg omsider skal melde mig under fanerne hos de konservative. Det er sgu godt gået Søren Pape Poulsen og resten af folketingsgruppen, som stod fast og bi – tak!

Så blev valget holdt, og alle stemmerne er vist både talt og fintalt. Den kongelige undersøger er i sving, og formentlig kommer der en ny regering “en af dagene”. Tja, hvad skal man sige? Jeg bor nu i et land, hvor Dansk Folkeparti har fået 37 pladser ud af de 179 pladser i Folketinget. Uanset, at jeg aldrig vil stemme på liste O, så må jeg ønske tillykke med et godt valg. Kristian Thulesen Dahl har formået med sin rolige, besindige og insisterende facon, at få mange danskere til at stemme på partiet. Ved siden af kan vi andre så stå og græmme os. Kigger man på det Danmarkskort bl.a. Berlingske viser over, hvor Dansk Folkeparti er størst, så kan enhver jo tænke sit. DF har hele tiden sagt, at de ikke vil i regering, men alene arbejder for deres mærkesager og danskerne. Gid flere partier havde haft samme kampagne, for jeg tror, at det har været medvirkende til deres fremgang. Mange af os er meget trætte af taburet-kløen, der ofte hersker hos kandidaterne. Personligt håber jeg, at f.eks. de konservative er så fornuftige, at de holder sig ude af regeringen, og “nøjes” med at være en del af regeringsgrundlaget. Det Konservative Folkeparti er på vej helt ud af dansk politik, hvis ikke de gør noget meget drastisk: Lad Lars Løkke Rasmussen kæmpe fra hus til hus, og vær med, når I kan profilere jeres mærkesager, konservative. Stå nu fast, drop ministerbilerne, og øg jeres indflydelse fra sag til sag. Det er den eneste måde I kan genvinde den politiske profil, og dermed får større styrke. Rigtig god fornøjelse!

Så blev spændingen endelig udløst, og vi skal til stemmeboksene torsdag den 18. juni. Jeg har netop set den første store debat – “topmødet” – mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen. På TV2 News fortæller de netop nu, at Megafon har målt, at Helle Thorning-Schmidt vandt duellen. Jeg skal ikke gøre mig specielt klog på, hvem der vandt og hvem der tabte. Set fra mit perspektiv blev der debatteret mange emner, og der blev kastet med mange og meget store tal, som vi almindelige danskere kan have svært ved at forholde os til. Ikke, at de ikke må bruge tal, men når vi når ned i detaljer, så er det endnu en gang tydeligt, at det i virkeligheden er et internt politiker-slagsmål om, hvem der kan flest tal og flest detaljer. Jeg er ikke i tvivl om, at det væsentligst er en kamp på tal-detaljer, snarere end et forsøg på at formidle noget til vælgerne. Jeg har sådan set ikke brug for at vide, hvem der kan huske og forklare flest tal, for selvom jeg er et værdimenneske, så er det altså andre værdier, jeg går op i. Jeg ved endnu ikke, hvem jeg vil stemme på, men jeg vil forsøge at se så mange valgudsendelser og debatter som muligt indtil den 18. juni. Jeg håber, at kunne tage stilling på et oplyst grundlag. Jeg ønsker alle en god valgkamp, og skriver mere om valget efterhånden som det skrider frem.

Så blev majestæten 75 år med al den pomp og pragt, der nu hører til sådan en både officiel og privat begivenhed. Der blev holdt taler og råbt hurra – altsammen vel forberedt og vel afleveret. Selvom jeg ikke er Helle Thorning-fan, så var det noget af en tale hun holdt til dronningen ved den store middag på Christiansborg. Det var vel den danske hovedbegivenhed i denne uge – både på tv og i aviserne. Lige ind fra højre sneg så Søren Pape sig i mandags med budskabet i Berlingske om, at de konservative skal have opfyldt forskellige krav, for at træde ind i en evt. kommende borgerlig regering efter det valg, som mange af os venter udskrevet i næste uge. Jeg har længe ment, at de konservative vil stå langt stærkere uden for en borgerlig regering, så jeg læste kronikken med stor interesse. Lad os se, om de skrevne ord også holder, når der lokkes med ministertaburetter og ditto biler. Og i søndags meddelte Hillary Clinton, at hun er med i kampen om at blive det demokratiske partis præsidentkandidat i USA. Efter Kennedyerne er Clinton-familien vel det tætteste de kommer på noget, der minder og en royal familie i USA. Ikke at de har brug for det, men Clinton-parret har en særlig status i USA. Jeg læser mig til, at Bill Clinton formentlig bliver sendt til Afrika, når konen skal føre valgkamp – det er ikke nemt for en gammel cirkushest at holde sig udenfor scenen, så hellere sende ham langt væk, så Hillary kan profilere sig alene. Lyder egentlig meget fornuftigt, for det er jo hende, der stiller op, og ikke ham. Sådan er der jo sket både stort og småt – nationalt som internationalt efter vi kom hjem fra en herlig påskeferie, som vi tilbragte i Rom i gode venners selskab. Det er altid en oplevelse at komme tilbage til virkeligheden efter en ferie, hvor det har handlet om ferie, cafébesøg, god mad og smukke kunstoplevelser – og ingen politik eller andet til at forstyrre tankerne, der bare får lov at flyde, mens vi kiggede på folk fra cafestolen med espresso, cappuccino og te på bordet. Afslappende, hyggeligt, batterigenopladende og kontemplativt på den fede måde. Og så er vi hjemme igen med ugens små og store begivenheder – godt nok!