BENTES BORGERLIGE BLOG

Berlingske skriver mandag den 29. marts, at Mattias Tesfaye har oprettet en ‘hjemrejsestyrelse’.

Det kan da blive svært at få armene ned, selvom det vist er fremgået på disse sider, at jeg ikke er fan af den siddende regering. Jeg har dog ofte været enig med Mattias Tesfaye, og således også denne gang.

Hans ærinde er, at der er for mange indvandrere, der aldrig er kommet i arbejde og derfor har modtaget kontanthjælp m.m. i alt for mange år.

Som hans siger ‘de er faldet bedre til på jobcentret end på arbejdsmarkedet’ – en enkel og klokkeklar beskrivelse.

Mattias Tesfaye ønsker, at der skal være en dialog med de pågældende om at rejse hjem. De er tydeligvis ikke interesserede i at bidrage til det danske samfund, så det vil være bedst, at de tager hjem igen.

Endelig er der en socialdemokratisk minister, der tager bladet fra munden om dette mangeårige problem.

Når man bor i et land, må man bidrage og sørge for at blive integreret – blandt andet på arbejdsmarkedet, så man ikke skal ligge det offentlig til byrde.

Et citat mere: ‘Grundlaget for at komme til Danmark er, at man skal forsørge sig selv, og hvis man bare får penge fra jobcentret år ud og år ind, så er det rimeligt – og det siger også jeg som socialdemokrat – at man spørger dem, om de befinder sig i det rigtige land’.

Heller ikke Mattias Tesfay er uenig i det hæderkronede princip om at vi skal hjælpe de svageste i vores velfærdssamfund. Det har været et af grundprincipperne siden K.K. Steinckes socialreformen fra begyndelsen af 1930’erne, og det skal de blive ved med at være.

Men det betyder ikke, at der ikke skal stilles krav til dem, der skal hjælpes, og det er præcis Mattias Tesfayes grund til at tage dette op. Der skal leveres en 37-timers arbejdsuge og kan man ikke ‘komme op af sofaen om morgenen, skal man overveje at finde et andet land’, slutter Mattias Tesfay interviewet.

Hatten af for Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye.

Jeg vil følge hans hjemrejsestyrelse med stor interesse!

Der er ca. 19 danske børn i Syrien. Tallet varierer, men det ligger i det lav, som man siger.

Mange af børnene har været i Syrien i årevis, og imens børnene lever under forfærdlige vilkår, diskuterer de danske politikere, hvorvidt de skal hjem eller ej.

Børnene er uskyldige børn, det er deres forældre, der bærer skylden for at de sidder i lejrene. Forældrene tog til Syrien for at kæmpe for ISIS e.l.

Siden fødte de danske kvinder børn, som så har levet i flygtningelejrene i Syrien.

De danske kvinder bliver betragtet som landsforræddere og statsministeren m.fl. har mere end en gang tydeligt sagt, de under ingen omstændigheder skal hjem til Danmark.

Statsministeren (som kalder sig børnenes minister) har også sagt, at børnene må blive, hvor de er og børnene skal ikke hjem til Danmark. Statsministeren forklarer, at når børnenes mødre besluttede at tage til Syrien og kæmpe, så må både mødre og børn blive der.

Det er noget af en holdning, at forældrenes handlinger, skal have så voldsomme konsekvenser for deres børn – og dette sagt af børnenes minister.

En statsminister, som ikke har problemer med at sætte antallet af tvangsfjernede børn op i Danmark, er tilsyneladende berøringsangst, når det gælder danske vanrøgtede børn i Syrien. Meget mærkeligt…

For mig er der kun en løsning her: Vi må og skal have de børn hjem så hurtigt som muligt. Børnene skal behandles for fysiske såvel som psykiske skader de har fået under deres liv i lejrene. De sociale myndigheder må finde egnede plejefamilier, så børnene kan få et liv, et tilnærmelsesvis godt liv i Danmark – på trods af de traumer, som de formentlig må leve med resten af livet.

Ingen tvivl om, at det bliver en enorm opgave, men nu må regeringen og alle de andre partier arbejde sammen om at få børnene hjem fra Syrien.

Og det kan ikke gå for hurtigt, statsminister!

Statsministeren (og regeringen) udnævner senere i dag en politiker som særlig ambassadør. Den nye ambassadør skal sørge for at Danmark får en plads i FN’s Sikkerhedsråd næste år.

Med et par få sætninger ændres en bekendtgørelse, så det bliver muligt at udnævne en diplomat, som ikke kommer fra den danske udenrigsministerium.

At få en plads i Sikkerhedsrådet kræver en særlig indsats, men at vælge en lægmand er noget af et sats – i hvert fald set fra min udkigspost.

At være diplomat er i mine øjne et håndværk: Man begynder med mindre betydningsfulde poster ‘ude’, kommer hjem, og efter et antal gange frem og tilbage skilles fårene fra bukkene, og et fåtal får de eftertragtede ambassadørposter. Først i mindre lande og siden, hvis kompetencerne er i orden, i større lande.

Det er en profession at være professionel diplomat, og jo mere erfaring og jo bedre resultater – jo dygtigere en ambassadør, som repræsenterer og promoverer Danmark i udlandet.

Nu vælger man tilsyneladende en diplomatisk lægmand, som formentlig skal i en slags mesterlære med en voldsomt hurtigt stigende læringskurve, for overhovedet at kunne bare kradse lidt i den diplomatiske overflade. Hvis det bliver Kristian Jensen, så lægges der i medierne vægt på, at han er tidligere udenrigsminister. Ja, det er han – med udenrigsministererfaring på godt over et år…..

Jeg sætter som sådan ikke spørgsmåltegn ved Kristians Jensens evner, men lige til denne post virker det besynderligt, at man ikke vælger en professionel diplomat, der kan sit håndværk.

Nå, vi må se, hvad der sker….

Vi var mange, der onsdag den 11. marts 2020, så pressemødet, hvor store dele af Danmark blev lukket ned for at stoppe den omsiggribende Corona-smitte. Det var en dag, vi ikke glemmer.

På trods af en meget voldsom nedlukning, forstod vi godt, at det var nødvendigt. Vi forstod samtidig, at lige den dag, var det ikke tiden til langvarige og indviklede politiske forhandlinger – her skulle handles hurtigt.

Så langt så godt: I en krisesituation er der brug for hurtig indgriben og handling, så må vi vurdere og diskutere bagefter – sådan er det, tænker jeg.

Efterfølgende blev de politiske partier informerede, men de efterspurgte den politiske forhandling og den politiske dialog. Sådan gik nærmest hele foråret 2020, sommeren og store dele af efteråret. Gang på gang efterlyste partilederne involvering i den politiske beslutningsproces, men det skete ikke. Socialdemokratiet og støttepartier handlede på egen hånd med eget flertal.

Samtidig blev der næsten lukket ned for journalisternes kritiske spørgsmål under pressmøderne. Der blev afsat meget lidt tid, og man lod forstå, at der var vigtige ting at tage sig til i stedet for at svare på spørgsmål fra en kritisk presse.

Yderligere har jeg bemærket, at både statsministeren og de andre ministre meget ofte lægger ansvaret over på ‘myndighederne’ eller andre, som bl.a. leverer statistisk materiale som baggrund for diverse beslutninger. Dette har jeg skrevet om i tidligere indlæg.

Der er flere ting, der bør italesættes:

1. Den demokratiske lider under, at statsministeren og regeringen kun tilsyneladende forhandler med de andre politiske partier – i virkeligheden synes det at være rene orienteringsmøder. Der er ikke plads til debat, ændringer og en politisk forhandling endsige dialog. Statsministeren indkalder til orientering, hører vi gang på gang. Og det er så præcis det, der sker.
2. Når det kommer til at tage ansvaret for de tiltag regeringen sætter i værk, så har regeringen igen en tendens til at lægge ansvaret over på ‘myndighederne’. Så tag dog det ansvar og meld direkte ud: Dette er vores politiske beslutning på baggrund af de informationer vi har.

Vi har brug for en parlamentarisk politisk debat mellem Folketingets partier og regeringen om de beslutninger, der skal træffes i forbindelse med pandemien.

Vi har brug for, at de, der har og tager ansvaret også melder det rent ud – så ved vi, hvor ansvaret ligger og skal placeres.

…Skulle der blive brug for det – og det gør der formentlig…..

Torsdag den 11. februar 2021 skrev mangeårig journalist ved avisen Birgitte Erhardtsen en klumme ‘Derfor snakker ingen om Danmarks to mest magtfulde kvinders køn og udseende‘.

Birgitte Erhardtsen skrev om Mette Frederiksen og hendes departementschef Barbara Bertelsen og deres påklædning. I klummen beskriver journalisten, at de to magtfulde kvinder bærer tøj, der ikke er bemærkelsesværdigt på nogen måde – det er neutralt og afdæmpet, og der er ingen offentlig debat om deres tøj eller tasker.

Dette i stærk kontrast til den offentlighed og debat, der var om Helle Thornings tøj og tasker, da hun var statsminister.

Klummen har givet anledning til en del kommentarer – både i avisen og i andre medier – efterfølgende.

P1’s debat mandag den 15. februar havde også debat om klummen. Annette Heick (og Birgitte Erhardtsen) deltog, og Annette heick var lodret uenig.
Hendes argumenter var flere:
1) Helle Thorning beholdt sin arbejdsdragt fra Europaparlamentet da hun kom hjem til Danmark: Nederdel, jakke og dyr taske.
2) Kvinder med lederjob og kvinder i al almindelighed skal klæde sig som de vil. De skal ikke ligge under for en eller anden mandlig (og kvindelig) fordom om, at hvis de f.eks. har mange farver på, så er de nok ude for at spille attraktionskortet.

Annette Heick er ikke de eneste, der er røget op i det røde felt over Birgitte Erhardtsens klumme – der har været adskillige artikler i Berlingske efterfølgende.

I et job for mange år siden havde jeg en kvindelig kollega, som på sin vej opad i hierakiet gik med meget korte nederdele, var meget nedringet og med kraftig make up. Dagen efter hun fik den udnævnelse hun gik efter, mødte hun op i midi nederdel og langhalset bluse. Vi var flere der lo meget af det…

Jeg er helt enig med både Annette Heick og flere af de andre, der har skrevet om dette emne. Kvinder skal klæde sig som det passer dem, når de går på arbejde – trives man i mangefarvet, så vælg det, og trives man i såkaldt diskret, så vælg det.

Det eneste jeg synes man skal overveje, er om ens påklædning står i vejen for de ting man gerne vil kendes for – for det er mine meninger og holdninger, der tæller, og ikke min påklædning, ikk?

Onsdag den 4. november 2020 var der igen pressmøde om Covid-situationen. Denne gang handlede det om truslen fra den danske mink-bestand. Statsministeren lod os forstå, at det kunne gå helt galt, medmindre alle danske mink blev aflivet.

“Statens Serum Institut har observeret en meget alvorlig udvikling i corona forårsaget af mink.
Der er i dag konstateret coronasmitte på 207 minkfarme.
Og den udvikling er sket på trods af en intensiv indsats for at begrænse smitten.
Samtidig ses smitte med nye muterede typer af corona både i danske minkbesætninger og i lokalbefolkningen.
Det er altså heller ikke lykkedes at begrænse yderligere spredning til det omkringliggende samfund.”

og videre:

“Men med den mutation, der nu er konstateret, så har vi et endnu større ansvar også for resten af verden. En muteret virus risikerer at blive spredt fra Danmark til andre lande.
Og derfor skal vi tage situationen på de danske minkfarme ekstremt alvorligt.
Vi vil som regering gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at den muterede smitte den bliver inddæmmet, og at den ikke spreder sig yderligere. Det kræver resolut handling. For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også avlsdyrene.  Vurderingen fra Statens Serum Institut er klar: En fortsat minkavl under den igangværende epidemi indebærer en betydelig risiko for folkesundheden, herunder for mulighederne for at forebygge COVID-19 med vacciner…….Når alle mink skal aflives (min fremhævning) – også avlsdyr – så ved vi godt, at det kan blive meget svært for erhvervet at komme igen. Det er en uhyre vanskelig situation. “

Konsekvenserne af denne udmelding (hvor ordet skal blev brugt flere gange) var, at avlerne straks gik i gang med af aflive deres besætninger.

Vi så minkavlere græde for åben skærm over at indkomstgrundlaget var væk, vi så tidligere generationer, hvis livsværk lå i ruiner og vi så døde mink i bunker.

Resultatet er en branche, der formentlig aldrig kommer i gang igen i Danmark.

En branche, hvor de danske minkavlere og deres mink var verdenskendt for kvalitet. En branche, som udgjorde livsgrundlaget for et stort antal mennesker og deres familier. En branche, som bidrog ganske væsentlig til den danske eksport.

Siden har der så været diskussioner om det blev sagt lige på den måde, altså at alle mink skulle aflives. Nogle har sagt, at der ikke blev sagt ‘skal’, nogle har sagt, at det ikke skulle tages så bogstaveligt osv.

Men undskyld: Når landets statsminister og ‘myndighederne’ bruger ordet ‘skal’ på et pressemøde, og når der kort tid efter stiller en uniformeret betjent med et skilt, hvor der også står ‘skal’ – så er fortolkningsrummet vist stærkt begrænset.

Efterfølgende er der sket meget: En minister gik af, og statsministeren mente det alligevel ikke sådan…..og truslen fra smittede mink og evt. mutationer var vist alligevel ikke så slem – måske den slet ikke var der.

Tilbage står vi, der har iagttaget det på afstand og river os i håret, tilbage står en dansk brande og dens udøvere – minkavlerne – med et nedlagt erhverv og med næste stop omskoling.

Det er ikke i orden, og det bør få alvorlige følger for statsministeren og flere andre.

Så kom den længe ventede rapport ‘Håndtering af covid-19 i foråret 2020‘ fra den uvildige udredningsgruppe under ledelse af professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen.

Det er Folketinget, der har bestilt rapporten og jeg vil her hæfte mig ved en enkelt og for mig skelsættende ting fra rapporten.

Det fremgår, at statsminister Mette Frederiksen ikke har talt sandhed, da hun fortalte befolkningen på pressemødet den 11. marts, at det var efter anbefaling fra myndighederne, at store dele af Danmark blev lukket ned.

Der ligger en udskrift på regeringen.dk: Derfor er myndighedernes anbefaling, at vi lukker ned for al unødvendig aktivitet på de områder i en periode.

Citat fra rapporten side 425:
“Det er dog samtidig udredningsgruppens vurdering, at den uenighed, som hersker omkring dette væsentlige aspekt af den delvise nedlukning den 11. marts 2020, ikke bliver kommunikeret klart til offentligheden på pressemødet i Statsministeriet den 11. marts 2020. Tværtimod bliver det på pressemødet af regeringen med statsministeren i spidsen fremstillet sådan, at nedlukningen af aktivitet i bl.a. daginstitutionerner, skoler og uddannelsesinstitutioner sker på myndighedernes anbefaling. Den redegørelse for forløbet op til nedlukningen, som er givet i kapitel 9 i denne udredning, giver ikke støtte til den formulering, som statsministeren bruger på pressemødet den 11. marts 2020. Tilsvarende bliver Sundhedsstyrelsens forbehold over for revisionen af epidemiloven ikke tydeligt nok videreformidlet til Folketinget i forbindelse med behandlingen af forslaget til den første ændring af epidemiloven den 12. marts 2020, jf. kapitel 10.”

og videre side 426:
“Det må efter udredningsgruppens vurdering i et system, der som det danske bygger på mini- sterstyre, jf. ovenfor, nødvendigvis være sådan, at embedsmænd deltager på pressemøder, hvis de bliver bedt om det. Deres deltagelse på de covid-19-relaterede pressemøder kan dog ikke tages som indtægt for, at de har anbefalet de tiltag, der meldes ud. De deltager her på regeringens vegne.”

I min optik har statsministeren løjet for befolkningen, og det bør få konsekvenser. Hvilke konsekvenser det bør få, er op til andre, men konsekvenser bør det få.

Hvem kan have tillid til en statsminister der lyver os lige op i vores åbne ansigter. Og måske har løjet flere gange?

Jeg undrer mig over, at ordet ‘løgn’ næsten ikke bliver brugt, hverken i medierne eller af politikerne.

I stedet bruger man ordet ‘usandt’. Slår man ordet op i Den Danske Ordbog så betyder ‘usandt’ ‘Ikke i overensstemmelse med virkeligheden’ og synonymer er ‘urigtig’ eller ‘falsk’.

Slår man ordet ‘løgn’ op, så betyder det ‘ikke i overensstemmelse med sandheden’.

Herefter kan enhver jo tænkte sit – jeg er ikke i tvivl om hvilket ord, der er passende her!